Når man påtager sig hvervet som bestyrelsesmedlem, påtager man sig samtidig et ansvar. Hvis ansvar kan gøres gældende over for et bestyrelsesmedlem, kan dette under visse nærmere betingelser medføre enten straf eller erstatning. Således er eksempelvis brud på tavshedspligten pålagt strafansvar. Reglerne om ansvar følger af dansk rets almindelige ansvarsregler samt af selskabslovene.
Er man omhyggelig med sit arbejde og i øvrigt altid sørger for at få belyst og undersøgt forholdene grundigt, inden man træffer en beslutning, skal man ikke føle sig skræmt af disse ansvarsregler.
Når dette er sagt, bør det nok også nævnes, at udgangspunktet for at blive gjort ansvarlig som bestyrelsesmedlem ikke altid er det enkelte bestyrelsesmedlems egne forudsætninger. Det er altså ikke ubetinget nok, at man “har gjort sit bedste”, og derfor ikke selv føler, at man kan bebrejdes noget. Udgangspunktet er “det gode bestyrelsesmedlem”.
Erstatningsbetingelser
Tab
Hvis der bliver tale om, at et bestyrelsesmedlem kan gøres ansvarlig for en beslutning, der kan karakteriseres som uforsvarlig, kan der blive tale om, at bestyrelsesmedlemmet skal betale erstatning, men såfremt der ikke er lidt tab, er der heller ikke noget at erstatte.
Man kan altså ikke kræve erstatning, fordi forhold, som man har været bekendt med risikoen for, pludselig bliver til realiteter.
I forretningsforhold må man altid acceptere en vis risiko. Grænsen til den unødig store risiko er flydende afhængig af den konkrete situation.
Derefter skal følgende betingelser være opfyldt:
Påregnelighed
Det tab, som kræves erstattet, skal være en påregnelig følge af den ansvarspådragende handling. Ved påregnelig forstås, at tabet skal være en følge, som ligger inden for de mulige følger, som “det gode bestyrelsesmedlem” måtte regne med.
Til eksempel kan nævnes den situation, hvor en bank yder et lån til en virksomhed på baggrund af et regnskab, som bestyrelsen har godkendt, og som bestyrelsen ved eller burde vide ikke er retvisende. Lider banken som følge heraf et tab, er dette tab en påregnelig følge af bestyrelsens handling.
Går en tilfældig person hen og sælger alt, hvad han ejer, og opkøber aktier/anparter i virksomheden i tillid til samme regnskab, og går virksomheden kort efter konkurs, er det yderst tvivlsomt, om påregnelighedskravet er opfyldt i relation til det tab, denne person lider.
Årsagssammenhæng
Med kravet om årsagssammenhæng som betingelse for erstatningsansvar forstås, at en handling foretaget af bestyrelsen skal have bevirket tabet hos den, som kræver erstatning. Det er i øvrigt op til den, som har lidt tabet, at påvise årsagssammenhæng, hvilket dog sjældent giver anledning til problemer.
Eksempelvis vil der være årsagssammenhæng i både ovennævnte eksempel med den långivende bank og den tilfældige person. Hvis banken derimod har ydet lånet uden at orientere sig om regnskabet, kan den ikke kræve erstatning på baggrund af det misvisende regnskab. Der er ikke årsagssammenhæng mellem bestyrelsens anvarspådragende handling ved at underskrive regnskabet og bankens tab, idet regnskabet ikke har været en del af bankens beslutningsgrundlag.
Lempelsesregler
Erstatningen kan under tiden nedsættes eller helt bortfalde på grund af forhold, som skyldes skadelidte selv. Af sådanne forhold kan nævnes:
Egen skyld
Egen skyld hos tabslidende må ikke være til stede. Med begrebet egen skyld menes, at den, som har lidt tabet, selv helt eller delvis er skyld heri. Hvis den pågældende burde have foretaget nærme reundersøgelse af selskabet, men har undladt dette, kan egen skyld komme på tale. I tilfælde, hvor egen skyld foreligger, kan erstatningsbeløbet til tabslidende nedsættes delvist eller sjældnere – helt bortfalde.
Accept af risiko
Tredjemand må ikke have accepteret en unødig stor risiko. Begrebet accept af risiko dækker de situationer, hvor den tabslidende har haft kendskab til selskabets faktiske forhold og alligevel har ydet kredit eller lån. Man kan altså ikke kræve erstatning, fordi forhold, som man har været bekendt med pludselig bliver realiteter.
Tabsbegrænsningspligt
Endelig skal nævnes, at man altid har pligt til at begrænse et tab mest muligt. Har en person ydet kredit til en virksomhed, og bliver den pågældende efterfølgende opmærksom på, at forholdene i virksomheden ikke er som forudset, skal pågældende træffe foranstaltninger til at søge sit tab begrænset. Gør vedkommende ikke det, kan der ikke kræves erstatning for den del af tabet, som kunne have været undgået.